Fælles ordbog for mange forskellige faggrupper

Biolog, arkitekt, forstkandidat, ingeniør, pædagog, skovhugger, kaospilot, folkeskolelærer, oplevelsesdesigner, psykolog, geolog, naturvejleder, informatikassistent, skovløber, grafiker, osv.

Hvis vi i Afdelingen for Bæredygtig Udvikling skulle skrive alle vores titler på ét visitkort, ville vi hurtigt løbe tør for plads. Og med de mange forskellige uddannelsesmæssige baggrunde følger de respektive uddannelsers fagsprog, forforståelse, arbejdsmetoder og mindset.

Vi har derfor været nødt til at tilpasse vores fælles arbejdssprog løbende.

Indtil for ca. 10 år siden var vores målgruppe udelukkende elever i folkeskolen og i gymnasiet og hovedparten af medarbejderne havde en lærerfaglig eller naturvidenskabelig uddannelsesmæssig baggrund.  Så vi talte om målgruppen som elever, det vi gjorde var at undervise og metoderne vi benyttede os af var undervisning.

Men så skete der noget, der gjorde, at vi var nødt til at tage vores indforståede fagsprog op til revision. Vi fik nemlig udvidet vores målgruppe, så den nu også bestod af børn i vuggestuer, børnehaver og fritidshjem.  Og der blev ansat to pædagoger til at hjælpe med at løfte opgaven.

I pædagogkredse hedder det ikke undervisning og børnene bliver ikke kaldt elever.  Vi opdagede hurtigt, at det i den grad skurede i ørene på pædagogerne, hvis vi brugte den gamle (lærer) ordbog, så vi var nødt til at tilpasse vores fælles ordforråd, så den inkluderede alle børnegrupperne og medarbejdernes forskellige uddannelsesmæssige baggrunde.

Der var en del modstand fra lærer- og de universitetsuddannedes side mod at give køb på elev/ undervisningsbetegnelserne, da man mente at ordene signalerede seriøsitet og en høj fagfaglighed.

Det tog lidt mere end et år at få implementeret en ny fællesbetegnelse for henholdsvis målgruppen, processerne og indholdet af aktiviteterne.

Målgruppen er blevet til børn og unge. I få tilfælde bruger vi stadig begrebet elever, men så skal det være i en sammenhæng, hvor det er selve det, at der tale om børn i en skolemæssig sammenhæng, der er essentielt.

Processen, det vil sige den måde vi og børnene arbejder på, bliver i dag kaldt facilitering og har sin oprindelse i innovationspædagogikken, kaospilotuddannelsen og de akitektoniske arbejdsprocesser.

Det faglige indhold har sit udspring i Naturvejlederuddannelsen, så indholdet i aktiviteterne i dag bliver kaldt formidling.

Men vi har stadig en lang række sprogforbistringer og (manglende fælles) forforståelser at tage hånd om. 

Ord som læring, viden og kompetencer er det lang tid siden, vi har talt om i en lærings- og erkendelsesmæssig sammenhæng, så de bliver brugt i flæng.

Det skurer så frygteligt i mine ører, når jeg hører mine kolleger sig: ”Vi giver eleverne læring, vi giver dem viden”.

Hvordan mon folkeskolerne klarer opgaven med den fælles sprogbrug. Det tror jeg, jeg vil forske lidt videre i!