Folkeskolereformen betyder, at folkeskolen ændrer karakter.
Mure, både fysiske og symbolske rives ned og nye faggrupper skal til at arbejde
mere indgående sammen, både inden for skolens matrikel og udenfor. Alt sammen
for at børnene bliver så dygtige, som de kan.
Men taler vi om det samme, når vi bruger ordbogen fra vores
respektive fagligheder? Eller har vi brug for en ny fælles ordbog?
Hedder det stadig et lærerværelse, når det bruges af både
lærere og pædagoger?
Folkeskolereformen bliver betegnet som en læringsreform. Det
giver god mening for både lærere og pædagoger, da begge grupper arbejder med
læringsbegrebet, men betyder det, at lærere ikke underviser mere? Og hvis lærere
ikke underviser mere, hvad gør de så?
Og hvad kalder vi børnene? Er de børn eller elever? Og
skifter betegnelsen af dem, alt efter hvilken uddannelsesmæssige baggrund, den/
de voksne har?
Med børnenes trivsel, udvikling og læring for øje, tror jeg,
det er en god idé, hvis vi lige bruger lidt tid på at blive enige om et fælles
sprog. Et sprog, der inkluderer styrkerne fra de forskellige faglige baggrunde, vi møder børnene med. Et sprog, der gør at vi taler med hinanden og ikke forbi hinanden som borgerne i Babel.
Når der sker der noget stort nyt (som en folkeskolereform) ja så er det som om meget går hen og bliver sort / hvidt. Jeg har selv oplevet at lærere næsten undskylder, hvis de har sagt undervisningen i stedet for læring. Jeg tror det er vigtigt at sige højt, at undervisning også er helt ok. Mesterlæreren er et smukt eksempel på undervisning - ja og nu helt op i tiden igen ifht erhvervsskolerne. Men måske skyldes usikkerheden netop det manglende fælles sprog du efterlyser?
SvarSlet