Forstyrede krebs – forstyrrelsen der i høj grad virker

På min arbejdsplads har vi lige haft vores årlige krebsekalas. Det er en årlig tilbagevendende begivenhed, som byder på masser af traditioner: krebs og snaps i rigelige mængder, fisk tilberedt over bål, ost, brød, rejer og en lang række snapseviser. Krebsekalaserne er indbegrebet af hyggeligt socialt samvær.

Men i år havde der sneget sig en lille ekstra gæst med. En forstyrrelse! Jeg er stødt på denne særlige forstyrrelse et par gange før – men jeg havde aldrig forventet at møde den ved et krebsekalas.

Faktisk var forstyrrelsen så effektiv, at den afstedkom en dybt seriøs diskussion om lærings- og erkendelsesteori – og ikke mindst om den var intentionel.

Og hvor kom forstyrrelsen så fra? Fra Læringskonsulent, Ph.d Bodil Nielsen. Som så mange andre har vi også i Københavns Kommune arbejdet med at implementere Folkeskolereformen i alle vores læringsaktiviteter til børn i grundskolen. Et af elementerne i reformen er en ny måde at beskæftige sig med læringsmål, målpar og tegn på læring. Så vi afholdt et forløb i Afdelingen for Bæredygtig Udvikling, hvor vi satte fokus på netop dette område og gennemarbejdede alle vores læringsaktiviteter, så de i dag lever op til Folkeskolereformens intentioner. Til at hjælpe os i processen, fik vi hjælp fra en af landets førende kræfter på område, Bodil Nielsen.

Til forskel fra mine kolleger, kendte jeg Bodil i forvejen. Hun var min dansklærer på N. Zahles Seminarium i den sidste halvdel af firserne. Jeg havde også hendes mand, Hans Jørgen Kristensen til alle de pædagogiske fag. Så i fællesskab, stod de to bag en stor del af min pædagogiske grunduddannelse.

I løbet af de måneder, hvor vi i afdelingen arbejdede intensivt med læringsmålene skete der en masse. Vi fik kigget indgående på og tilpasset vores forløb – og vi arbejdede med læring og læringsteori på tværs af faggrupper.

Men i retrospekt, er det noget helt andet og større, der blev sat i gang. Flere af mine kolleger, der ikke har en pædagogisk baggrund, men har stærke teoretiske baggrunde inden for andre fagområder, følte sig i den grad provokeret af Bodils kontante udmeldinger.

Så meget, at de i den mellemliggende periode har brugt rigtigt meget tid og mange kræfter på at finde fejl og modbevise hendes argumenter. Resultatet af deres anstrengelser er åbenlyse. De kan i dag (næsten) alle fags læringsmål, målpar, give eksempler på tegn på læring, sætte læringsmålene i relation til egne læringsforløb + hjælpe kolleger gennem processen i forbindelse med udarbejdelsen af nye forløb.  De har i høj grad fået metareflektionsbrillerne på.

Men var Bodils provokationer intentionel? For de af os på min arbejdsplads, der kender til læringsteori og kan se, at Vygotskys zone for nærmeste udvikling blev rykket adskillige gange og kan følge de provokeredes kravlen op af Batesons læringsniveauer, var udtalelserne i den grad intentionel. De var så motiverende, at de virkede - og fik sig endda sneget sig med til årets krebskalas.  To tommelfingre op herfra til Bodil!

Oplevelsesbaseret hands-on sprogundervisning – når orderne bliver til

Jeg har kigget lidt på, hvordan ord betyder noget i vores faglige dagligdag. Og det gør det selvfølgelig også for børnene.

Journalist Peter Garde har været på besøg på Øresundsmiljøskolen sammen med en M3-klasse og set på, hvordan sprogundervisning kan være, hvis man kombinere skabelsen af fælles oplevelser, sprogundervisning, naturvidenskab, ikt og får sat rammerne for lige præcis den rigtige mængde forstyrelse og fællesskab:

Oplevelsesbaseret hands-on sprogundervisning

At stille skarpt og se på egen praksis

Når vi tilrettelægger vores aktiviteter til børn og unge i Afdelingen for Bæredygtig Udvikling har vi i meget høj grad fokus på børnenes læringsudbytte. 

I løbet af et år er vi i kontakt med 100.000 børn og unge i alderen 0-18 år enten på en af Københavns natur- og miljøskoler, hjemme på skolen/institutionen eller et andet læringsrum, f.eks. ude under åben himmel. 

Vi har nogle andre arbejdsbetingelser end de fleste lærere, pædagoger har. Vi har en meget stor snitflade. Vi kender sjældent børnene og lærerne/ pædagogerne på forhånd og vi er ofte kun sammen i en kort periode, et typisk aktivitetsforløb varer som regel en tre-fire timer.

Vi har nogle andre styrker. Vi arbejder altid sammen som teams, hvor vi i fællesskab udvikler og afprøver nye aktiviteter. I langt de fleste tilfælde udvikler vi nye aktiviteter sammen med en række lærere og pædagoger og afprøver dem via pilotforløb. Vi arbejder systematisk med læringsmål, læreplaner, synlig læring, inklusion, elevinddragelse og ikke mindst med en systematisk evaluering og tilrettelse af aktiviteter.

Vores teams består af mennesker med en lang række forskellige uddannelsesmæssige baggrunde og de fleste har mere end én uddannelse med sig i baggagen. Og i de tilfælde, hvor det giver mening at inddrage mennesker med andre forudsætninger, som f.eks. skuespillere eller kunstnere, som vi oplevede det med Benthe Norheim på det første MIL seminar, så har vi ofte mulighed for det.

Med alle vores forskellige faglige baggrunde følger også faggruppernes fagsprog, forforståelse, arbejdsmetoder og mindset. Det er derfor, at jeg har sat fokus på vores fælles sprog. 

For at vi kan mødes i et fagligt fællesskab, skal der nogen gange hugges en hæl og klippes en tå. Vi har brug for at kunne trække på et fælles arbejdssprog og en fælles ordbog.

Vi har alle sammen i høj grad fokus på børnenes læring og fagfaglige udvikling og er fælles om at ville skabe de bedste læringsrum og aktiviteter for børnegruppen. Og det forpligter!  

Fælles ordbog for mange forskellige faggrupper

Biolog, arkitekt, forstkandidat, ingeniør, pædagog, skovhugger, kaospilot, folkeskolelærer, oplevelsesdesigner, psykolog, geolog, naturvejleder, informatikassistent, skovløber, grafiker, osv.

Hvis vi i Afdelingen for Bæredygtig Udvikling skulle skrive alle vores titler på ét visitkort, ville vi hurtigt løbe tør for plads. Og med de mange forskellige uddannelsesmæssige baggrunde følger de respektive uddannelsers fagsprog, forforståelse, arbejdsmetoder og mindset.

Vi har derfor været nødt til at tilpasse vores fælles arbejdssprog løbende.

Indtil for ca. 10 år siden var vores målgruppe udelukkende elever i folkeskolen og i gymnasiet og hovedparten af medarbejderne havde en lærerfaglig eller naturvidenskabelig uddannelsesmæssig baggrund.  Så vi talte om målgruppen som elever, det vi gjorde var at undervise og metoderne vi benyttede os af var undervisning.

Men så skete der noget, der gjorde, at vi var nødt til at tage vores indforståede fagsprog op til revision. Vi fik nemlig udvidet vores målgruppe, så den nu også bestod af børn i vuggestuer, børnehaver og fritidshjem.  Og der blev ansat to pædagoger til at hjælpe med at løfte opgaven.

I pædagogkredse hedder det ikke undervisning og børnene bliver ikke kaldt elever.  Vi opdagede hurtigt, at det i den grad skurede i ørene på pædagogerne, hvis vi brugte den gamle (lærer) ordbog, så vi var nødt til at tilpasse vores fælles ordforråd, så den inkluderede alle børnegrupperne og medarbejdernes forskellige uddannelsesmæssige baggrunde.

Der var en del modstand fra lærer- og de universitetsuddannedes side mod at give køb på elev/ undervisningsbetegnelserne, da man mente at ordene signalerede seriøsitet og en høj fagfaglighed.

Det tog lidt mere end et år at få implementeret en ny fællesbetegnelse for henholdsvis målgruppen, processerne og indholdet af aktiviteterne.

Målgruppen er blevet til børn og unge. I få tilfælde bruger vi stadig begrebet elever, men så skal det være i en sammenhæng, hvor det er selve det, at der tale om børn i en skolemæssig sammenhæng, der er essentielt.

Processen, det vil sige den måde vi og børnene arbejder på, bliver i dag kaldt facilitering og har sin oprindelse i innovationspædagogikken, kaospilotuddannelsen og de akitektoniske arbejdsprocesser.

Det faglige indhold har sit udspring i Naturvejlederuddannelsen, så indholdet i aktiviteterne i dag bliver kaldt formidling.

Men vi har stadig en lang række sprogforbistringer og (manglende fælles) forforståelser at tage hånd om. 

Ord som læring, viden og kompetencer er det lang tid siden, vi har talt om i en lærings- og erkendelsesmæssig sammenhæng, så de bliver brugt i flæng.

Det skurer så frygteligt i mine ører, når jeg hører mine kolleger sig: ”Vi giver eleverne læring, vi giver dem viden”.

Hvordan mon folkeskolerne klarer opgaven med den fælles sprogbrug. Det tror jeg, jeg vil forske lidt videre i!

Babelstårnet - …. taler vi om det sammen, når vi siger…

Folkeskolereformen betyder, at folkeskolen ændrer karakter. Mure, både fysiske og symbolske rives ned og nye faggrupper skal til at arbejde mere indgående sammen, både inden for skolens matrikel og udenfor. Alt sammen for at børnene bliver så dygtige, som de kan.

Men taler vi om det samme, når vi bruger ordbogen fra vores respektive fagligheder? Eller har vi brug for en ny fælles ordbog?

Hedder det stadig et lærerværelse, når det bruges af både lærere og pædagoger?  

Folkeskolereformen bliver betegnet som en læringsreform. Det giver god mening for både lærere og pædagoger, da begge grupper arbejder med læringsbegrebet, men betyder det, at lærere ikke underviser mere? Og hvis lærere ikke underviser mere, hvad gør de så?

Og hvad kalder vi børnene? Er de børn eller elever? Og skifter betegnelsen af dem, alt efter hvilken uddannelsesmæssige baggrund, den/ de voksne har?

Med børnenes trivsel, udvikling og læring for øje, tror jeg, det er en god idé, hvis vi lige bruger lidt tid på at blive enige om et fælles sprog. Et sprog, der inkluderer styrkerne fra de forskellige faglige baggrunde, vi møder børnene med. Et sprog, der gør at vi taler med hinanden og ikke forbi hinanden som borgerne i Babel.

Indledende refleksioner i nye sammenhænge

Uddannelse på uddannelessesinstitutioner for videregående uddannelser handler i høj grad om at tilegne sig den grundlæggende teori og koble den til praksis, sammenkoble teori og praksis, udvikle begge og starte en ny og mere refleksiv daglig praksis.

Efter end uddannelse brænder man for at bruge alt det nye, man har lært... Tiden går - praksis bliver mere og mere dagligdagen praktisk.. Og teorien bevæger sig (alene) tilbage til det teoretiske metaplan.

Nu er jeg tilbage - klar til endnu en omgang!